Category Archives: Nikoline’s blog

Classic Race Aarhus

Er du til fart over feltet, duften af benzin og lyden af suset fra motoren mærkes i dit bryst – ja så er dette arrangement noget du sagtens ville kunne forstå glæden ved.

I forbindelse med den søskendeweekend, min lillebror og jeg var på, sluttede vi weekenden af med at opleve motorverdens historie helt tilbage fra før 2. verdenskrig og frem til i dag. Vi oplevede dem suse over målstregen og ikke mindst høre lydene fra de forskellige racerbiler. Min lillebror og jeg havde aldrig været til dette arrangement Classic Race Car Aarhus, og vidste ikke hvad vi skulle forvente. Men når det handlede om køretøjer, fart over feltet og racerbilens historie var vi sikre på at det nok skulle komme til at fange os (med den lille ”motorbølle” vi begge har gemt i os).

Classic-RaceAllerede på vej derhen, mødte vi lyden af den skrigende men samtidig fede lyd, fra de lidt ældre køretøjer som i øjeblikket var i fuld gang på kørebanen. Hvilken årgang og hvad for en bil det var, tør jeg ikke sig mig klog på – men fart på havde de. Selve stemningen i hele Aarhus by, som vi mødte med det samme, signalerede tydeligt, at dette var en af byens største begivenheder.

Biler holdt parkeret flere kilometer fra indgangen, og folk strømmede til samtidig med at Foreningen Cancerbarn mødtes. Der var sørget for at vi havde vores egen guide, som guidede os  ”nye” som aldrig havde været her før rundt, men også for at få givet os en endnu større oplevelse, hvor vi senere på dagen fik lov til at komme tættere på nogle af racerkørerne og ikke mindst deres biler.

Hele dagen var der fri mulighed for at se det hele på gåben, eller man kunne benytte sig af den lille shuttlebus som stod til rådighed. Frivillige arrangører havde gjort et stort telt klar hvor der var fri afbenyttelse af drikkelse, frugt og kage – lige hvad der var brug for engang imellem da vejret viste sig fra din gode side med højt solskin og 27 grader. Det kunne ikke være mere perfekt!

Så snart man blev sat på fri fod, og der var budt velkommen, tog min lillebror og jeg på motorkøretøjets historie. En rute førte dig igennem den ene tidsalder til den anden, hvor flere stande, butikker og ikke mindst biler stod udstillet. Det var alt fra krigstiden, 60’erne hvor pigerne i deres store strutskørter gik rundt, du kunne få pudset skoene og nyde synet af den kendte boble være i centrum, til at komme til hippielandet hvor sammenhold, Peace, skrigende farver og mønstre kom til udtryk.

Hele turen igennem drømte vi os til hvilke biler vi kunne forestille os at sidde i og, og ikke mindst hvilke biler det kunne være fedt at vise os frem i. Lidt drengerøv gik der vist ind over mig der. Ruten sluttede vi af med at sidde på et stort græsområde med storskærm af løbet som susede omkring os. En meget surrealistisk oplevelse.

Efter et lille hvil, var næste punkt på programmet at mødes hos selve området hvor alle racerkørerne, deres team og biler holdte til. Endnu engang var der også sørget for en VIP-mand som kunne give os adgang til at se og snakke med racerkørerene. Et stop var hos den tidligere danmarksmester, som i dag midt i 70’erne stod stolt og viste sin racerbil frem. Flere unge fyre fik muligheden for at få sikkerhedshjelmen på og opleve følelsen af at sidde inde i bilen. Her var der rig mulighed for at komme helt tæt på.

Det ene team efter det andet havde hver deres biler klar til at det var deres tur til at komme på banen og få mærket asfalten under dækkene. Indimellem kom et bar biler kørende fra et løb, og det kunne ikke undgås at der et par gange kom en bil kørende med den ene ødelagte skærm efter den anden eller et hjul der var faldet af. Det var et løb de var vant til, og det kunne man se.  Vi sluttede dagen af, hvor vores far kom hertil for at opleve det mest spændende og nok også mest kendte løb. Kampen imellem Jan Magnussen og Casper Elgaard stod for skud. Et løb hvor speederen blev trykket i bund, og kampen om at komme først fra start kom tydeligt til udtryk.

Classic-Race(4)

Turen vendte nu mod det nordjyske igen. Efter en helt igennem fantastisk dag min lillebror og jeg havde sammen, hvor vi fik mulighed for at udforske motortøjets historie i helt eget tempo og ikke mindst prøvet at være til et rigtigt løb – var nu ved at være ved vejs ende. Bagefter havde jeg en utrolig glad lillebror som nu var ved at være godt træt efter at have fået en masse positive og spændende indtryk. ”Tusind tak for en mega fed tur. Hvor er jeg virkelig glad for vi kunne komme med” var en af de ting han bl.a. sagde til mig efterfølgende. Det er bestemt en af de ting der gør at jeg kan blive virkelig rørt og taknemlig for at have haft mulighed for at give ham oplevelsen, og ikke mindst være en del af oplevelsen. For Foreningen Cancerramte Børn er ikke kun godt til at forkæle den cancerramte, men også den cancerramtes familie, og i vores tilfælde især min bror. Det er en kæmpe gave vi har fået, og som vi er dybt taknemlig for at kunne få lov til.

Endnu engang tusind tak fordi I læste med. Jeg håber jeg kan give jer et lille indblik i det store arbejde Foreningen Cancerramte Børn gør for de cancerramte og deres familier – og alt sammen 100% frivilligt! Det er takket været jeres støtte at det er muligt.

// Nikoline 

Søskende-weekend 2016

I forrige weekend, havde jeg fornøjelsen af at være med til en af de mest betydningsfulde arrangementer som Foreningen Cancerramte Børn arrangerer. Det er en af de weekender jeg ser frem til hvert år, og jeg glæder mig hvert år til at modtage invitationen.

Arrangementet er Søskendeweekend. En weekend hvor den cancerramte kan tage sin bror, søster eller søskende med -eller man kan deltage hvis man har mistet sin bror eller søster til kræften.

Fra fredag til søndag er man afsted uden sine forældre, og får en weekend sammen med andre der sidder i samme situation som én selv; om man er cancerramt eller man er søskende til en cancerramt, vil man ikke føle sig alene i dette selskab.

Udover at man kommer i et selskab hvor man har en fælles historie, byder weekenden også på forskellige aktiviteter. Og ofte er det en overraskelse, så man spændt møder op fredag og ikke ved hvad weekenden kommer til at byde på.

Jeg har oplevet forskellige aktiviteter som Tivoli Friheden i Aarhus, prøvet Nordens største Søskende-weekendSeaqway bane, bytur til København, kørt i adskillige hurtige racerbiler, Mercedes og Lamborghini. Denne gang bød weekenden på endnu en tur i de hurtige køretøjer. Først fik vi alle en make-over af professionelle make-up artister, stylister og neglespecialister hvor vi derefter fik taget nogle rigtige gode billeder i naturen. Derefter gik vi lige fra det fine til det rå. For ude på landet ventede der forskellige køretøjer til at blive prøvet af. Et par ATV’ er, en gravko og en golfbil der var pillet ved så det mere var en slags mini Landrover stod til fri afbenyttelse.
Der blev overvundet adskillige grænser, og det ene bremsespor eller hjulspind blev overdøvet af det andet. Imens stod vi alle og iagttagede hinanden, og nød at kunne få lov til at udfolde vores små motorbøller. Racet blev afsluttet med en lækker grill frokost som var linet op i en stor lade. Efter lækkert grillmad, sponsorgaver, sand og jord mellem tæerne kunne vi med adrenalin i kroppen kører tilbage til Foreningen Cancerramte Børn’s sommerhus i Ebeltoft, hvor vi havde vores base hen over weekenden.

Resten af lørdagens eftermiddag bød på hyggelig spil i haven imens solen stod højt på himlen. Et par sidder og snakker om dagens arrangement, ved siden af bliver de mere alvorlige emner taget op og man ser tydeligt hvordan de nemt og naturligt snakker om deres sygdoms forløb uden at skæve til hinanden. De forstår hinanden.

De frivillige kan velfortjent sætte sig med en kold øl, eller koldt glas rosé og se hver og en udstråle et stort smil. Takket være dem, har vi over hele weekenden en stor glæde som udstråler i os.

Søskende-weekend(4)
Hygge omkring bålet 🙂

Traditionens tro står Foreningens formand Jan for aftenens middag. Igen her, bliver den ene ret overdynget af en anden lækker ret. For som han siger: ”Vores børn må endelig ikke mangle noget!” Og det, sammen med de andre frivillige, fuldføre de fuldt ud. Som afslutning på en vellykket dag, sidder vi sammen udenfor med et lille bål tændt, med hver vores lille pind og rister skumfiduser. En super hyggelig afslutning på endnu en fantastisk dag, hvor der igen er mulighed for at drøfte alt fra fritidsinteresser, privatliv, jokes, og hinandens sygdomshistorie. Der vil altid være mulighed for at kunne snakke om hvordan man har det; om man er den cancerramte eller søskende er lige meget. For fælles for alle er at vi har noget til fælles og at det er vores weekend hvor vi skal forkæles.

Det er på disse weekender, hvor man vil få god mulighed for at komme i dybden på de sygdomsoplevelser man har haft, men som man ikke føler man kan dele med dem derhjemme, eller sine venner i skolen.

Derfor er det så vigtigt at disse søskende weekender bliver til noget. De betyder så meget for de cancerramte og søskende. Vi har en weekend hvor vi kan være os selv, og ikke føler os anderledes. Vi har en weekend hvor vi kan snakke om alt mellem himmel og jord, for vi har alle været så tæt på døden eller tæt på at mistet sin nærmeste – og det er der ikke noget der kan overgås.

Så efter sådan en weekend, vender man hjem med en følelse af gå-på-mod. Benzintanken er igen blevet fyldt op, og man har fået nye ressourcer til at kæmpe sig igennem sin hverdag. Om man er i behandling, er søskende eller er ved at vende tilbage til livet igen, har man med sig i bagagen en fornyet energi, håb om fremtiden og troen på at det nok skal gå. Alt sammen takket været nogle fantastiske frivillige fra Foreningen Cancerramte Børn som har lagt så meget arbejde og planlægning i helt frivilligt og kun for vores skyld.

Søskende-weekend(5)
Vikingespil 🙂

Derfor er de få ressourcer som bliver brugt til denne weekend virkelig godt givet ud. Derfor betyder jeres støtte så meget. For med jeres hjælp og støtte, vil oplevelser som disse kunne realiseres og har så stor betydning for cancerramte og deres ligeså udsatte søskende og familie.

Håber I vil støtte – alt tæller!

//Nikoline 

Fra langhåret til skaldet

Efter min kemobehandling er der én kommentar jeg får rigtig mange gange. Et kompliment som jeg bliver lige glad for at høre, hver evig eneste gang jeg høre det:

“Hvor har du fået langt og flot hår!”

For nogle virker det måske som en underlig kommentar, og ikke mindst underlig hvis det er et af de første komplimenter du får. Men for mig har det virkelig en stor betydning. Som sagt, gør det mig utrolig glad og ikke mindst rørt hver evig eneste gang folk er så søde at fortælle mig det. For hvis der er noget der signalere en kvinde, så må det vidst være hendes hår.

Jeg husker tydeligt den dag jeg stod hjemme i badet, og var i gang med at vaske hår. Pludselig ser jeg på mine hænder,  og de er fyldt med hårlokker. Jeg husker også da min lillebror fik lov til at “rykke” en hel tot hår af, uden jeg overhovedet kunne mærke det. Det var virkelig som om det bare slippede hovedbunden fuldstændig. Jeg glemmer det aldrig…

Men heldigvis gror det ud igen, og med den samme hårfarve som jeg havde inden. Som regel ændres ens frisure eller farve sig når det gror ud igen. Da jeg var blevet født som rødhåret, var jeg godt nok en smule spændt og nervøs på hvordan det ville vokse ud igen. I må endelig ikke tro at jeg har noget imod rødhårede piger, men det ville simpelthen se for tosset ud på mig 🙂

Da de første totter voksede ud, sad jeg næsten med hovedet helt op i spejlet for at se hvilken hårfarve det var. Og puha, den gamle leverpostejs brune var begyndt så stille og roligt at gro langsomt ud igen 😀

Desværre prøvede jeg at miste håret 2 gange, også under min kemobehandling selvom min læge egentlig havde spået at det ikke skete. Men det skete så desværre alligevel. Det var dog ikke så hårdt denne gang. Men der havde jeg næsten også vænnet mig til at have et “sygt” udseende, og det var heller ikke nået at gro så langt så det ikke var så voldsomt.

En så lille en ting som mit hår, kan virkelig bringe en masse minder og oplevelser frem. Både negative men ikke mindst positive. Jeg lærte at jeg også godt kunne se godt ud selvom jeg hverken havde hår, vipper eller øjenbryn. Men gudskelov findes der smarte huer og kastetter idag som blev min redning når jeg var ude. For der hjemme var det mest skaldet jeg gik rundt, og det var faktisk en helt rar følelse. Der var ingen ben der skulle barberes, håret skulle ikke sættes eller vaskes, og frisuren sad altid godt, hehe 😛 Som sagt lærte jeg til sidst at se det positive ved det.

 – Det første billede er fra maj 2012 og det andet er fra idag:

Tak fordi I læste med 🙂

//  Nikoline  

Nikoline – “Så meget betyder en skitur for os…”

Om en ungdoms-skitur til Norge

En af de fantastiske initiativer Foreningen Cancerramte børn har, er deres årlige Ungdoms-skitur til Norge. Det er faktisk ikke så lang tid siden at turen blev stablet på benene. Da jeg hørte om det, og fik en indbydelse, var jeg ikke i tvivl om at jeg ville melde mig til. Det resulterede også i at jeg var med i turen 2014 og 2015. Jeg skulle også have været med i år, men det skulle lige nøjagtig passe med at jeg kort før blev ramt af en lungevirus, som spændte ben for mig. Men jeg er sikker på at turen i år har været ligeså fantastisk og hyggelig som de forrige år.

Det har været så priviligeret for os i Aalborg at vi kunne få lov til at flyve til Kastrup og mødes med resten af flokken. Og videre fra Kastrup fløj en flok meget spændte unge videre til Oslo. Herfra ventede en stor lækker bus på os, som kørte os videre til vores endelig destination; Skeikampen Skiresort.  Her havde vi 4 små dage i vente med en masse hygge, sjov og ballade – og selvfølgelig en masse ski. Og hvis du tænker at det ikke er muligt at stå på ski og samtidig (måske) være i kemobehandling og være fysisk svækket – tager du ganske fejl. For hvis der er noget sådan en flok unge viser på denne tur, er det Viljestyrke. Selv jeg, blev over flere gange utrolig overrasket og imponeret over hvor meget hver og en kæmpede med sig selv, men samtidig fik en super positiv oplevelse. Folk i kørestol, eller svære gående kunne sagtens også få lov til at se den smukke natur fra toppen af bjerget eller mærke susen i ansigtet når man løber på ski ned af bakken. For med sig har foreningen en speciel vogn, hvor en skiløber kan tage en patient med sig i en vogn han løber med ned af bakken. Og selv om vores voksne skiinstruktører har løbet med denne vogn næsten hele dagen, og trætheden melder sig, siger de aldrig nej til endnu en tur. Alt hvad der kan få et smil frem hos os unge, er hele deres drift igennem turen, og er med til at gøre de kan få en så fantastisk tur til at fungere.

 

Og hvis der er en ting vi kan være sikre på, er det at vi IKKE går sukkerkolde 😀 For vores “Madfar” Jan og “Madmor” Annette har sørget for at vi har en base lige ved løjperne hvor man efter en god skitur lige kan komme ned og varme sig til en kop varm chokolade og lige få tanket depoterne op igen med en chokoladekiks eller 3 i løbet af dagen. Og i løbet af dagen, har de også lige fået stablet en lækker frokost over grill og en kasse sodavand er sat på køl i sneen.

På hver tur har jeg mødt endnu flere nye dejlige unge mennesker, men samtidig også fået set de venner jeg har fået igennem min forløb, men som desværre har boet i den anden ende af landet.

Blandt andet ser Simone og jeg ikke hinanden så tit. Men på denne her tur har vi endelig mulighed for at være sammen, og få snakket alt det igennem vi er bagud. Og i løbet af et par timer efter vi først er mødtes og samlet, sidder vi alle og har fået godt gang i samtalen. Snakken går på livet løs, og det gør den faktisk helt indtil at man bliver hentet af sine forældre eller venner.

En stor del af tiden bliver brugt på de forskellige pister og løjper og i vores lille madbase, men en lige så stor del bliver også brugt i de fantastisk smukke og kæmpe luksus ski-hytter foreningen har lejet til turen. 2 kæmpe, og jeg mener virkelig kæmpe ski-hytter, med kæmpekøkken, stor stue med en ligeså stor pejs, hyggerum, sauna, hyggelige små værelser og ja alt fremstår på en hyggelig norsk stil, hvor det bare oser af rent afslapning, ferie, samvær og hygge.

Her har vi god mulighed bare for at slappe af på værelserne, sidde i fællesstuen og snakke om vores dag på bakken, fortælle om hinandens skøre stuns, tage et spil kort, eller bare slappe af på sofaen. Alt dette imens man bliver godt forsynet med alverdens lækkerier (Ja jeg siger ikke det er en sundheds tur, men det hører heller ikke med til sådan en aktiv skiferie 😛 )

Hele denne tur kan ikke ose mere af hygge og sjove stunder. Ting man har sammen og deler sammen med andre unge som forstår en 100%. Man vil på denne tur opleve hvor hurtigt man kan ændre sin adfærd fra at hygge sig og til at have det sjovt, og så pludselig opleve hvor voksne og seriøse vi alle bliver så snart der er en der falder eller får det dårligt. Vi ved alle hvor hurtigt det lige pludselig kan gå, og at der i nogle tilfælde skal handles hurtigt. Vi ved altid hvornår vi skal være seriøse eller hvis vi lige kan komme med en sjov kommentar, vi kender hinanden som om vi var en hel familie.

Og det er også derfor at vi så hurtigt falder i snak, og kan slappe af i hinandens selskab.

Selv har jeg også siddet en del med de voksne og hjælpere som er med på turen. For jeg er en af de ældre ”syge” der er med, og det kan jeg også godt mærke nogle gange. Men det har aldrig gjort at det har været en forhindring for mig at tage med eller en ting der har gjort at jeg ikke vil med. For de voksne, er altid klar på at f.eks Simone og jeg kommer ned i ”voksenstuen” og nyder en kold øl og snakker lidt om verdens-situationen. De her aftener har været nogle af de mest fantastiske aftener jeg har haft. Det kan være helt vildt svært at beskrive. Men på disse aftener kan jeg sidde 100% afslappet, selvom jeg måske har ondt, og være mig selv. Jeg kan sidde og lytte men samtidig også være en del af samtalen. Jeg kan grine, jeg kan græde – jeg kan være fjollet, jeg kan være seriøs – Jeg kan være Nikoline, og ikke den syge Nikoline. En ting som jeg ikke kan være mange steder, da jeg i dag ofte er blevet stemplet som hende den syge Nikoline.

Og hvis de andre unge får lov til også at få disse skønne oplevelser som jeg har fået og den positive og fornyet energi som jeg har fået efter sådan en tur – fortjener alle unge cancerramte at få denne mulighed. Derfor er det så vigtig at få samlet penge ind til Foreningen Cancerramte Børn, så de forhåbentlig i mange år kan holde dette betydningsfulde arrangement.

Hver og en lille bestilling vi modtager, gør denne mulighed endnu mere realistisk for os unge i denne hårde situation. Så jeg håber virkelig i vil gå ind og støtte vores kamp om at få samlet en masse betydningsfulde penge sammen til foreningen, så vi kan glæde så mange unge og børn + deres familier der er kommet ud i denne ulidelige situation.

Tak fordi I læste med 

// Nikoline 

Ski-tur (3)

JEG ER RASK!

Datoen idag siger d. 9. januar 2016. En dag som for mange er en helt ganske almindelig lørdag, hvor en tur i byen, fødselsdag eller at slappe af dag står på skemaet. En dag som minder meget om alle mulige andre dage. Men idag er det lige præcis 5 år siden det var d. 9 januar 2011 (sjovt nok) :) En dag hvor min verden væltede fuldstændig sammen, og ændrede sig for ALTID! En meddelse på at jeg havde fået kræft ramte denne dag min skæbne, og var kun en begyndelse for en laaang, uforudsigelig, skræmmende, uvist, uoverskuelig, ensom rejse. En rejse som også har været en lang kamp. Siden den dag, ændrede folks syn på mig fra Nikoline til hende Nikoline der har kræft = Den syge Nikoline..

Idag sidder jeg 5 år efter, 5 år inde i min kamp og 5 år stærkere. Dagen i 2011 husker jeg tydeligt og vil være en dag jeg aldrig glemmer. Det samme vil gælde datoen. D. 9. Januar vil for mig altid være en underlig dag, og fyldt med en masse minder, følelser og tanker.

Men lige præcis denne dag – 5 år efter min kræftdiagnose er helt speciel. Fra idag af kan jeg nu sige at jeg er kræftfri. Et ord jeg har længtes efter og slet ikke kunne vente med at sige. Hvor er det virkelig syrrealistisk og følsomt for mig at sidde her og kunne skrive at jeg er fri for kræften. En blanding af mange forskellige følelser sidder jeg med. En kæmpe sejr og glæde og at jeg fandme overlevede den fucking kræftsygdom. Og hvis jeg føler lidt dybere, kan jeg godt føle en smule stolthed over at have kæmpet mig hertil trods ufattelige mange nederlag og sorte tidspunkter. Men samtidig har jeg også uenedelig mange minder, oplevelser og begivenheder jeg har oplevet på disse 5 år. En helt ny familie har jeg fået mig, en “kræftfamilie” som har givet mig mange fantastiske venskaber og mange dejlige øjeblikke med ligeså dejlige personligheder. En ting som har gjort at jeg er her den dag idag.

Jeg ved også at jeg ikke ville være den Nikoline jeg er idag, hvis ikke jeg blev ramt af kræften. Det har helt sikker gjort mig endnu stærkere, og modnet mig – men mit syn på livet er helt bestemt ændret. At være så tæt på døden som jeg har været, gør kun at jeg vil leve mit liv endnu mere. Jeg har kun dette, og vil nyde det så godt jeg kan. Der vil altid komme mine bjerge og kampe jeg skal besejre, men jeg VIL blive med med at kæmpe. For nu når kræften ikke kunne tage mig, hvad kan så!

For så let giver jeg heller ikke op, selvom om det er pisse hårdt, uretfærdigt og håbløst.

DSC_0369

Jeg vil nu nyde at kunne vide at jeg er kræftfri, og kun kan blive ramt af kræften ligesom alle andre alm. danske borgere.

Kan i alle have en helt fantastisk weekend

// Nikoline 

Nikoline’s blog : Så blev det december

Så blev det december..

Så er december i fuld gang. Uden vi lægger mærke til det er det lige pludselig ved at være forbi og vi skal nu til at tænke på nytår. Og så synes jeg det er helt vildt hvor langsom november måned kan være, puhaa.

Men lad os nyde julehyggen og december måned når vi endelig har den. Da butikkerne allerede startede i september med julepynt, slik og juletilbud – har jeg længe kunnet mærke den julestemning der breder sig rundt omkring.

Julen har altid været en højtid, jeg har glædet mig rigtig meget. Jeg elsker hele den hyggelige stemning der spreder sig fra by til by, og fra familie til familie. Her får jeg mulighed for at se mere til min familie, og nyde deres selskab. Blandt andet skal jeg her på søndag holde en julehyggedag for min familie, som jeg faktisk også gjorde sidste år. Man kan godt sige det er en ny familie tradition jeg har lavet. En hyggelig eftermiddag hvor vi vil have bordet fyldt med en masse spædende pakker til pakkespil, og så vil jeg selvfølgelig lave lidt lækre veganske julegodter, som vi kan sidde og nyde godt af 🙂

Ellers prøver jeg at holde december måned så overskuelig som muligt. For mig er det utrolig vigtigt at det ikke ender med en måned fyldt med stress, lange to-do lister, og en propfyldt kalender. Selvfølgelig er det lidt ekstra jeg skal her i december, men så prioritere jeg også at holde nogle hyggedage, og dage hvor jeg intet skal ud over det jeg har lyst til.

For første gang i mit liv, skal jeg holde juleaften i Viborg hos min fars forældre. Det er virkelig noget jeg ser meget frem til! Jo ældre jeg bliver, jo mere kan jeg også mærke at det er nu jeg skal nyde mine bedsteforældre. Så det betyder rigtig meget både for mig og ikke mindst for mine bedsteforældre at vi skal holde jul sammen. En del af min fars familie bor på Sjælland, og dem skal jeg også for første gang holde jul med. Så det er en jul jeg virkelig glæder mig til.

Så er det faktisk også den sidste jul hvor at jeg er ”syg”. For til januar, 5 år efter min kræftdiagnose kan jeg (endelig) erklære mig kræftfri, hvis prøverne selvfølgelig viser det. Det er bestemt mit aller største juleønske, alt andet er kun ren forkælelse 

Jeg håber I alle får en rigtig dejlig jul, og et festligt nytår! Husk at nyde det, og vær sammen med dem I holder af – det vil jeg i hvert fald gøre. Og så vil jeg glæde mig til en masse lækre julegodter og hygge, og prøve at få en så dejlig december som muligt. Og bare med tanken om jeg snart er kræftfri, gør kun december måned endnu bedre 

//Nikoline ♥ 🙂

 

 

Nikoline’s blog: Del 5. Kampen om at få min krop tilbage!

Nu vil jeg komme ind på årene 2011 til sommer 2012 hvor jeg nok har haft den største transformation. 1 ½ år hvor jeg har været i kemobehandling, og hvor jeg stille og roligt skulle vænne mig til tanken om at være alvorligt syg, og så kunne få en hverdag til at fungere så godt som muligt.

Mange cancerbørn får tilbudt hjemmeundervisning, og i nogle tilfælde (Rigshospitalet bl.a.) tilbyder skole på sygehuset. Men for mit vedkommende kunne jeg ikke klare skole samtidig med kemobehandling, indlæggelser og dårlige dage. Det var bestemt ikke fordi jeg ikke havde lyst, for det havde jeg! Men min krop kunne simpelthen ikke klare begge dele på en gang. Jeg prøvede at genoptage 9. klasse, men det var maks 4-6 timer om ugen i alt. Til sidst følte jeg ikke at jeg kunne få nok ud af det, og jeg følte at jeg hele tiden blev set som hende den syge Nikoline af hele skolen. Så jeg valgte det hurtigt fra igen.

En anden ting jeg begyndte hurtigt var genoptræning. Jeg har altid været en rigtig sportspige med stort S, og var badmintonspiller på højt niveau inden jeg blev syg. Jeg levede næsten i hallen sammen med min familie, og brugte næsten hver weekend på at køre Danmark rundt til forskellige Badmintonstævner. Så bare efter de første 14 dage i hospitalssengen, var hele min ungdoms slid på at bygge min badminton krop op forsvundet. Jeg havde aldrig nogensinde troet jeg skulle se så syg og afkræftet ud som jeg gjorde. Man skulle i hvert fald heller ikke tro at jeg havde rørt en ketcher eller dyrket nogen form for sport. Og der gik heller ikke længe før at jeg heller ikke kunne gå, og måtte derfor leve i en kørestol og blive transporteret rundt af andre. Det var virkelig hårdt for mig at skulle acceptere de nye vilkår og at sådan skulle mit liv være, jeg havde ikke noget andet valgt..

Jeg har dog også nogle rigtige dejlige minder derfra. Heldigvis boede vi i en lille hyggelig by, med flot natur omkring vores hjem. Når jeg så endelig var hjemme fra sygehuset var min mor rigtig god til at tage mig med ud og nyde naturen og forårs-vejret der var på vej, og gå med mig i kørestolen. Jeg blev pakket godt ind i tæpper, huer og vanter og jeg kunne for en stund trække frisk luft, se mod solen og få et lille håb igen. Så følte jeg at jeg kunne overskue min næste indlæggelse.

Da jeg fik tilbudt genoptræning, hvor jeg fik tilknyttet en rigtig sød fysioterapeut, sagde min mor at hun nød at se min smile igen. Jeg havde nu noget som kunne fylde min hverdag, og noget jeg kunne glæde mig til. 2 gange om ugen blev jeg kørt med taxi frem og tilbage til 1 times selvforkælelse, som det var for mig. Til at starte med kom jeg op i træningslokalet, næsten lige fra kørestolen og kunne næsten ikke stå op. Der følte jeg der var ufattelig langt igen! Men med min stædighed og vilje, jeg har fået fortalt jeg har, var der fremskridt uge for uge. Og jo mere jeg kunne, jo gladere blev jeg.

Samtidig brugte min mor og jeg rigtig meget tid på at gå ture, være ude i haven og nyde hinanden. Det blev en fast del af hverdagen at komme ud på de daglige gå-ture og jeg kunne igen mærke at jeg var i live.

Nikoeline - del 5.1
Derhjemme lavede jeg også de øvelser jeg fik tildelt af min fysioterapeut.

På omkring 8-9 måneder kom jeg med ingen motorik eller balance og havde svært ved at stå op selv, til at kunne løbe på løbebåndet uden at holde ved. Det var en kæmpe sejr for mig, og er det stadig! Uden den genoptræning, turde jeg ikke tænke på hvor jeg ellers ville have været ♥ 

Det kan jeg kun takke min fantastiske fysioterapeut for, min mor som brugte alt den tid hun havde med mig, og så må jeg vist også huske på at min viljestyrke også har hjulpet mig rigtig meget (det er bare svært for mig at sige). Men jeg ved det er rigtig, og er kun glad for at jeg inden min sygdom har kunne danne mig den styrke og stædighed til at kunne vende stille og roligt tilbage 

Nikoline - del 5.2
Foråret 2012 på Mallorca, tynd og afkræftet Nikoline dengang

Tak fordi I læste med 
//Nikoline

Nikoline’s blog: Del 4 – De første 6 måneder!

Hej alle læsere. 🙂 

Hvor er det bare super dejligt at I vil læse med om mit sygdomsforløb. Jeg er virkelig glad for at andre forhåbentlig kan bruge min historie og få en bedre forståelse af hvad denne frygtelige sygdom kan gøre ved et ungdomsliv.

Meget af det jeg fortæller, kommer fra min dagbog jeg skrev under mit 1 år i behandling, som jeg kun er mere end taknemmelig for at jeg har skrevet. Én af de ting kemobehandlingen nemlig har påvirket, er min hukommelse. Min hukommelse som desværre er blevet forringet, hvilket gør at jeg har svært ved at huske ting i dag. Men det skal bestemt ikke holde mig tilbage i af fortælle jer min historie! 🙂

Det første ½ år med behandling er det mest intensive. Her fik jeg foretaget nogle forskellige operationer, bl.a. skulle jeg have indopereret et slangekateter. Slangen gik ind i min hovedpulsåre hvor jeg fik kemo og medicin direkte ind i blodet. Det har været min redning, men det har også været den, der har låst mig fast til sygehuset. Når jeg først var koblet til et dropstativ med slangen som var koblet til mit slangekateter, var jeg ligesom låst og kunne ikke rigtig løbe nogle steder. Men hold da op, hvor blev jeg god til at køre med et dropstativ og tage det med alle mulige virkelig underlige steder hen. Nogle gange skulle jeg bare ud og have noget frisk luft. Selvom det måske ikke var helt efter reglerne, tog min mor og jeg på en lille ”opdagelses-gåtur” ud fra sygehuset (og jer fra Aalborg i ved hvor kaotisk bylivet er lige omkring Sygehus Nord). Som det gamle sygehus er bygget, var jeg nødt til at bære dropstativet ned af trapper og på ujævne overflader. Jeg tror virkelig ikke jeg har mødt så forvirrende og forskrækkede blikke, som når min mor og jeg var på “opdagelses-tur”. Jeg gik skaldet, helt hvid i hovedet pga. medicinen, i rent hyggetøj og med et dropstativ koblet til mig, som larmede og bippede så meget at jeg tror hele Aalborg kunne høre mig. Det kunne vi virkelig få mange sjove grin ud af. Og hvad mon de ikke troede om min mor som tog ansvaret for at tage mig ud? 🙂 ha ha. Jeg er kun taknemmelig for at hun gjorde det. Når jeg kom ud stod jeg helt stille i 2 minutter, lukkede øjnene og tog dybe vejrtrækninger som om jeg aldrig nogensinde havde været udenfor. De øjeblikke vil altid side dybt i mig, nogle oplevelser som ikke mange har (fordi de ikke er lige så skøre som min mor og jeg) og som jeg ikke vil have været foruden.
Det var også disse oplevelser der var med til at holde mig oppe. For hold da op, jeg har virkelig været lang nede fysisk og ikke mindst psykisk! Der gik ikke lang tid før jeg fik lagt en næsesonde, der skulle hjælpe mig med at få den næring jeg havde brug for. Efter 5 forsøg hvor jeg ligger med 3 sygeplejersker der holder mig for at jeg ligger helt stille og de kan få lagt sonden rigtig, lykkedes det dem ENDELIG at få den lagt! Men allerede dagen efter kaster jeg den op pga. kvalme og sådan fortsatte det i et stykke tid. Sonden kunne jeg simpelthen bare ikke undvære, for kiloene røg stille og roligt af pga. den voldsomme kvalme og ubehag jeg fik af behandlingen. Nogle gange var jeg simpelthen så sulten at jeg kunne spise en hel buffet! Min mor havde så gået rundt efter alt hvad jeg ønskede i Aalborg og disket det indbydende op til mig, men jeg kastede næsten op bare efter den første bid. Til sidst vænnede min krop sig til den sult jeg fik, og det var kun godt når jeg kunne få noget at spise. Hurtigt fandt vi ud af hvilke fødevarer jeg kunne spise. Jeg fik virkelig spist mange bær, masser af yoghurt, Nutella madder med banan og virkelig meget is!! Det var bare ikke altid nok. Til sidst tog jeg beslutningen om at få lagt en PG sonde, som er en indopereret mavesonde. En lille knap man har i maven, som man kan koble til en slange med sondemad eller sprøjte sondemaden ind i. En meget nemmere løsning end næsesonden. Selve operationen var noget af det værste jeg har oplevet. Jeg har aldrig prøvet at have så mange smerter, som da de havde skåret mig op i maveregionen. Jeg må vist have haft nogle gode mavemuskler. 🙂 he he.

Hurtigt fandt jeg også ud af en anden positiv ting ved at mavesonden. Den kunne bruges til at sprøjte medicin ind, så jeg blev fri for at sluge det! Win-win!

Det første halve år, var også der hvor min krop forvandlede sig aller mest. Der skete mange forandringer med kroppen.
Både det at jeg blev meget tynd og ingen muskler havde på kroppen (og med den sportspige jeg var, var det svært at se alt sit hårde slid og arbejde forsvinde så hurtigt!). Mit elskede hår mistede jeg også. Jeg blev utrolig bleg og skulle have koblet en masse slanger til mig, i mine nye “ejendele” der nu skulle tilhøre min krop (katetret). Også påvirkningen af det forskellige medicin som bl.a. gjorde at jeg blev fuldstændig op pustet som en ballon (især ansigtet).

Alt dette var rigtig svært at acceptere, for i det ½ år, var der rigtig mange ting som bare gik ned ad bakke, og jeg blev mere og mere syg. Der føltes det virkelig som om der ingen ende var på det…..

Der var også specielt en slags pille jeg fik, Dekadron, som forældrene til os syge børn kaldte helvedespillen eller djævlepillen. Den lille bitte pille, kunne gøre os helt vildt sure og vrede. For mig blev jeg helt vild ked af det og sur over min situation. Det hele virkede lige pludselig så uoverskueligt og unfair. Da jeg fik denne brugte jeg virkelig mange timer i hospitalssengen. For de mindre børn kunne man tydeligt se, når de var på Dekadron. Det var som at se en rigtig teenager bar i en yngre udgave. Forældrene hoppede og dansede på tæerne for dem, men intet var godt nok. Det fik vi nogle gange, nogle gode grin af.. 🙂

Alt i alt har min familie virkelig været fantastiske til at holde mig oppe. I det første halve år tog både min mor og far orlov. Min lillebror brugte også meget tid sammen med mig inde på sygehuset, så hans skole blev mindre prioriteret. Dette har kun haft en positiv effekt på ham. Selvom det var en almindelig skoledag, tog min søster og mor ham med i svømmehallen imens min far var hos mig og masserede fødder. Det var rigtig far-datter hygge 🙂 Jeg brugte rigtig meget tid på at være kreativ. Jeg tror aldrig afdelingen har været så pyntet på de forskellige årstider efter jeg blev syg. 🙂  he he. Jeg brugte også en del tid i køkkenet, både derhjemme og på sygehuset. På afdelingen kom der engang i mellem noget der hedder SANSEKØKKENET, hvor en kok frivilligt kom helt fra Aarhus og lavede mad sammen med os indlagte, hvor vi lavede alt muligt. Det kunne være hjemmelavet spagetti hvor vi brugte et tørrestativ til at tørre det, eller pizza med chokolade knapper. Alle disse ting brugte jeg rigtig meget for at kunne få tankerne lidt væk fra det triste, få tiden til at gå, og have noget at stå op til.

Nikoline - del 4.3
Noget af mit kreative arbejde 🙂

Når jeg sidder og tænker over det den dag i dag, er det virkelig vildt at tænke på hvor syg jeg var. Det er vildt hvad sådan en behandling kan gøre! Men det har virkelig også vist mig hvor heldig jeg har været med min familie, som virkelig har gjort hvad de kunne for at få den sværeste tid til at blive så god som muligt.

Jeg håber i kunne lide indlægget og få en lidt bedre forståelse for hvordan mit liv pludselig ændrede sig, og den påvirkning det har givet mig både fysisk og psykisk.

Spørg endelig hvis i har nogle spørgsmål.

Tak fordi i læste med, Nikoline 

Nikoline’s blog: Teenage weekend i fuld galop!

En fantastisk weekend i Givskud!

Jeg er nu kommet hjem fra en rigtig skøn weekend i Givskud. Takket være Foreningen Cancerramte Børn har jeg mulighed for at kunne glæde mig til forskellige arrangementer i løbet af året. Og i denne weekend kunne jeg tage min lillebror med til en forkælelses weekend for cancerramte og deres søskende. Det er utrolig vigtigt for mig at min lillebror også føler sig speciel og får lov til at blive forkælet. Jeg turde slet ikke tænke på hvordan det må have været og er at være i hans situation igennem mit forløb!

Weekenden stod på rent hygge. Om lørdagen skulle vi kokkerere en dejlig brunch vi kunne nyde godt af bagefter. Derefter skulle vi ud og have luftet håret lidt. Uden vi vidste det, var hele Porsche klubben parkeret udenfor. Og så kunne vi bare udvælge hvilken Porsche vi havde lyst til at køre en tur i. Fed følelse at man bare kunne pege og sige, den vil jeg gerne køre i. Det var ret specielt, men også mega fedt! Og noget af det bedste var næsten at se den glød der lyste i min lillebrors øjne. Hvis jeg havde været alene, var der nok trillet en lille glædeståre frem. Efter et par ture i fuld galop og med en adrenalin der kørte med 200 i timen, skulle vi videre ind til Vejle hvor pigerne kunne få stillet deres shoppelyst lidt. Selvfølgelig endte det med at det kun var sportsforretninger min lillebror og jeg ville ind i + mange bland-selv-slik forretninger. De 2 ting hører vist ikke helt sammen, men vi er nok også lidt underlige brormand og jeg 🙂

Om aftenen skulle vi bowle og derefter stod en virkelig lækker buffet klar til os. En perfekt afslutning på en god dag i Vejle. Om aftenen kunne vi sidde og hygge os med snak, spil og hvad vi ellers havde lyst til. Og som altid på disse ture, har foreningen forsynet os med rigeligt af slik og chips vi kunne hygge os med. Hver eneste gang jeg er på disse ture, får jeg næsten altid et sukkerchok. Det er den weekend jeg spiser mest slik i løbet af hele året 😀

Teenage-weekend 3

Det er også en rigtig hyggelig måde at møde andre i samme situation. Det er slet ikke fordi vi snakker sygdom, tværtimod. Men også om helt almindelig hverdagsting. Jeg vil tro det nok mest er os cancerramte som snakker omkring vores sygdom, hvorimod søskende hygger sig sammen og snakker sammen på en anden måde. Men, vi har også en fælles samtale hvor vi snakker mere alvorligt. Lederne på turen spørger lidt mere ind til søskende og hører deres oplevelse. Det synes jeg har været utrolig rart at høre, og som cancerramt har jeg fået en bedre forståelse for hvordan det er at være søskende til en cancerramt.

kunnet bruge til noget for at få en bedre forståelse af at være søskende til en cancerramt.

Om søndagen var vi i Givskud Zoo, og fik en rigtig god oplevelse her. Hvor er dyr altså bare fascinerende! En utrolig stor park, hvor man både har mulighed for at se dyrene til fods, og opleve dem helt tæt på i bil hvor man kører ind i deres territorium. Helt klart besøget værd!

Efter sådan en weekend, er min lillebror og jeg fyldt op med en positiv energi og vender tilbage med genopladte batterier. Jeg kan også mærke på min lillebror at han bliver ekstra stolt og glad efter turen, fordi hans søster stadig er her og har overlevet sygdommen. Og jeg er bare så stolt af ham, og hvor flot han har tacklet det og ikke mindst hvor sej han er, på trods af at han kun er 13 år. Jeg tager virkelig hatten af for ham!

Så efter denne weekend er jeg en glad og stolt storesøster, med verdens sejeste lillebror. Jeg er dybt taknemmelig for at få muligheden for at komme på denne dejlige weekend. Og alt dette er takket være de frivillige som bruger alt deres fritid, på at få arrangeret sådanne weekender for at kunne bringe smil og glæde frem i os. Og det er i hvert fald lykkedes dem! Tak Cancerbarn    

Teenage-weekend 4
3 fantastiske mennesker fra Foreningen Cancerramte Børn! Michael, Annette og Jan som alle er frivillige og sørger for weekender som denne kan lade sig gøre <3

Husk du kan bestille vores armbånd der er med til at gøre oplevelser som disse mulige! De kan bestilles under ‘Bestilling‘ her på siden. Tusind tak

//Nikoline 

Nikoline’s blog: Teenageweekend

I morgen kan jeg se frem til noget lækkert!

Denne weekend skal jeg sammen med min brormand på en “Teenageweekend” Jeg ved, jeg ikke helt er teenager mere, men det hedder det altså, og det er jeg egentlig også ret ligeglad med. Det vigtigste er selve pointen med denne oplevelse. Her vil min lillebror og jeg tilbringe en weekend sammen med andre cancerramte teenagere og deres søskende. Sidste år, var første gang jeg kunne have min lillebror med, hvor han endelig var gammel nok. En weekend vi begge var helt høje på, mange dage efter.

Nikoline og brormand3Jeg tror nogle gange det kan være rigtig svært for folk udefra at forstå min situation. Denne weekend er virkelig en weekend med rigtig stor betydning, både for mig men ikke mindst også min lillebror. Jeg kan i hvert fald forestille mig, at det må være rart for brormanden at møde andre, som også er søskende til det syge barn og det barn hvor alt opmærksomheden er rettet på, og man til tider har følt sig glemt og tilsidesat. Det er en af de ting, som jeg har haft rigtig svært ved at skulle acceptere, at jeg har fået så meget opmærksomhed grundet min sygdom, og så have en lillebror der står ved siden af og bare kigger på…

Derfor er det super fedt, at kunne få lov til at give ham en god oplevelse og kunne få lov til at forkæle ham også. Nu er det ikke kun den cancerramte, men også ham der er i centrum. Og det er rigtig vigtigt for mig at vide at han også har været en lige så stor superhelt, som jeg har fået af vide jeg er. For hvis der er noget min lillebror er, så er det en sej superhelt. Jeg er dybt taknemlig for at have haft ham under mit kræftforløb, og taknemmelig for hvordan han så flot har kunnet håndtere vores situation!

Og takket være Foreningen Cancerbarn (som du er mere end velkommen til at besøge og læse mere om), kan denne weekend arrangeres. Det er bl.a. det arrangement som vores #cancerbarnbaandet går ind og støtter. Så derfor, endnu en super god grund til at at give et lille bidrag, der har kæmpe betydning. Armbåndende kan du bestille her på siden 🙂

Men mere om denne spændende weekend kommer 🙂

// Nikoline